100% nej

Det er ikke altid lige sjovt at være den ven der er single haha

Ikke at jeg er den ENESTE i min hverdaglige vennekreds der er single, men det er tæt på snart.
Er mega glad på alle mine veninders vegne virkelig, så glad de fortjener det allesammen for de er allesammen nogle dejlige damer, men der var en kommentar i sidste uge der fik mig til at tænke. Vi sad i skolen og snakkede om at en af mine girlz har fået noget med en fyr, og en af de andre kiggede så på mig og sagde "så mangler vi bare dig" som en joke, men det fik mig alligevel til at tænke. Og nok også alt for meget haha. Vidste ikke rigtigt hvordan jeg skulle reagere på det, fordi haha ja jeg er jo den eneste af de 4 af os hvor forhold rent faktisk er en realitet (pga religion osv), men samtidig også sådan lidt.. Mangler jeg virkelig en kæreste? Det var nok mere ordvalget der fik mig til at tænke over det. Føler ikke i min hverdag at jeg mangler en kæreste, føler som sådan ikke at det er noget jeg har brug for - altså jo det kunne da være meget fint og hyggeligt og skønt engang imellem, men jeg synes virkelig ikke jeg kan se mig selv i et seriøst forhold med nogen ligenu, og det er egentlig også mest kun når jeg kommer til at tænke over at jeg er "den eneste" der ikke har et forhold/næsten-forhold til nogen, at det går mig sygt meget på. Hvor trist det end er, føler jeg overhovedet ikke jeg er 'moden' nok til at kunne varetage noget, og sidde med et andet menneskes følelser i hånden, eller for den sags skyld lade et andet menneske have den form for magt over mig. Det er en totalt forskruet måde at tænke det på.. på en måde hvertfald?
Men det er samtidig ikke overraskende når jeg tænker over det.. Har altid været langt bagud.. sådan følelsesmæssigt.. det har jeg hvert fald altid fået at vide?
Det er bare utroligt frustrerende for jeg føler efterhånden det begynder at tærre (hvordan staver man overhovedet det lol) på min selvtillid at se andre have en der er så tæt på dem der tænker "wow jeg holder af dig nok til at være sammen med dig på denne her måde".. hvilket jo er FULDSTÆNDIG fucked for jeg vil virkelig ikke være den person der har brug for andre til at fortælle mig jeg er god nok, men det er nok desværre ved at blive en realitet at det skal være sådan.

Idt tror det bunder i en frygt for ikke at være "med i gruppen" eller passe ind sammen med alle andre på min alder.. Kan godt føle mig lidt udenfor når folk snakker om kærester og forhold.. føler måske noglegange at hvis jeg forsøger at deltage i den samtale bliver det jeg siger taget for givet, fordi jeg aldrig har haft en kæreste.. aldrig sådan helt 100.

Jeg elsker virkelig at gå på gymnasiet og gå i skole og have det daglige fællesskab. Og jeg er så sygt heldigt at have lært nogle af de bedste piger at kende og fået skabt nogle fantastiske venskaber på gymnasiet som jeg er sikker på vil vare for livet.. eller i hvertfald i rigtig lang tid.. men jeg kan samtidig ikke lade være med at glæde mig lidt til at komme ud af det fællesskab, for jeg kan godt føle mig lidt for bundet af at skulle "passe ind" engang imellem.. ikke nødvendigvis mellem pigerne for de kender mig nok for godt tror jeg..idk.
Det skal virkelig heller ikke lyde for "special snowflake" agtigt haha.

Ved egentlig overhovedet ikke hvad jeg ville med det her sygt lange indlæg haha havde bare brug for ligesom at sætte ord på nogle af de ting jeg tænker på dkjfhdg der er nok ikke rigtigt nogen der læser det her for real :i
Tror jeg vil høre noget Reliant K ovenpå denne tankestrøm